Smartlog v3 » » Meditationer over døden, 1
Opret egen blog | Næste blog »

ORD & SÆLSOMME SYNER

Meditationer over døden, 1

6. Mar 2013 20:03, De Melankoliskes Kompagnie

»Var det – livet?« vil jeg sige til Døden. »Nuvel! En gang til!«
- F. Nietzsche, Således talte Zarathustra.

Det er dog den naturligste sag i verden, at et menneske gerne på sit dødsleje vil udgyde et par fyndige ord. Ja, det er sågar ikke ualmindeligt, at selv ganske unge mænd og kvinder i en indadvendt stund ser hele scenen for sig og grunder over den rette frasering og det mest rørende budskab.

Disse kan nu rangeres i fire grupper efter livskløgt. Nederst, i den mindst udviklede gruppe, finder vi de mange der vil sige: »Jeg blev lykkelig,« »Mine drømme skete fyldest,« blot og bart »Jeg fulgte mine drømme,« eller et eller andet fjerde midastrylleri, der med sin berøring vil gøre alt til guld.

På det næste stade har man indset, at dette dog må være enten forløjet og forlorent som ind i helvede, eller også en sygelig omgørelse af al lives mangfoldighed i én bedrøvende og pinefuld monotoni. Med guld kan man købe kvinder, jovist, men hvad er kvinder af guld? Med guld kan man købe æbler, javel, men hvem kan mætte sig i guldæbler? Altså vil man på dette stade sige: »Jeg blev tilfreds,« eller »jeg er tilfreds,« hvormed man jo ikke forlyver det slette bort, men dog bevarer løgnene og gulddrømmenes sødme.

På dødslejereplikkernes tredje trin vil man slet ikke vide af løgn. Her vil man, uden at sænke blikket, sige: »Tak for gode som for onde år.« Man takker for begge dele uden at lyve det ene om til det andet, eller det andet om til det første – heller ikke fordækt, som på trinnet under, ved at trække det slette fra det gode og nikke påskønnende af resultatet. Og man ønsker ikke at lyve sig æren for livet til, sådan som man gør på de to første stader med sit »Jeg…« Man takker ganske simpelt livet for dét det gav, var det så slet og flovt alt sammen.

Se, heri er dog både ærlighed og stolthed, og det ikke uden værd. Men der er også et drægtigt mål af resignation og sortsyn, som alligevel kunne gøre den forvekslelig med det første stade, blot i opgivelsens begmørke udgave. På dette trin har man slutteligt blot dét ene at støtte sig mod, at man dog har gjort den lange vej fra letsind til tungsind, og at der dog heri er en egen indsigt, en egen kløgt på livet også.

På de første tre stader vil man altså gøre op. Man vil samle hele livet som det var op i en rørende og veltalt frase. Det har de til fælles. Men på det fjerde og sidste plateau vil man sige med Nietzsche: »Var dét det? Så én gang til!« Her har man ikke glemt at liv må leves og derfor er man hverken sentimental, melankolsk eller resignerende. Man har det dog lidt endnu, så én gang til! Ikke gøre op, ikke lægge dødt på vægt. Sådan er den fjerde form for slutbemærkning til livet, som også er den største livskløgt.

VEED I INTET,
Madame, at der her i Ver-
den er en gehejm Societet,
som En kunde kalde for de
Melankoliskes Kompagnie?
Det er Folk, som fra Fød-
selen af er givne en anden
Natur og Beskaffelse, end
som Andre, de har et stør-
re Hjærte og fortere Blod,
de higer og attraar mere,
begjærer stærkere, og
deres Forlængsel er vild-
ere og mere brændendes,
end den er hos den geme-
ne Adelhob. De er fluks
som Søndagsbørn, deres
Øjne er mere aabne, alle
deres Sandser er subtil-
ere i deres Fornemmelser.
Livsens Glædskab og Lyst,
den drikker de med deres
Hjærterødder, imens de
Andre de kuns griber dem
med deres grove Hænder.

J.P. JACOBSEN

--------------------

« October 2017 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Tags