Smartlog v3 » » Le Fantôme de l'Opéra
Opret egen blog | Næste blog »

ORD & SÆLSOMME SYNER

Le Fantôme de l'Opéra

13. Oct 2012 18:00, De Melankoliskes Kompagnie

Operaen er født af det teoretiske menneske, den kritiske lægmand, ikke af kunstneren: en af de besynderligste kendsgerninger i alle kunstarters historie. Det var de egentlig talt umusikalske tilhørere, der fordrede, at man først og fremmest skulle kunne forstå ordet: og derfor mente de, at man kun kunne forvente en genfødsel af tonekunsten, hvis man opfandt en eller anden måde at synge på, hvor tekstens ord herskede over kontrapunktet ligesom herren over tjeneren. Thi ordene er lige så meget ædlere end det ledsagende harmoniske system, mente de, som sjælen er ædlere end kroppen. Med lægmandens umusikalske råhed, sådan som den udtrykker sig i disse synspunkter, blev forbindelsen mellem musik, billede og ord behandlet i operaens første tid; ud fra denne æstetik kom det i Firenzes fornemme kredse af lægmænd også til de første eksperimenter. Det kunstafmægtige menneske laver sig en slags kunst netop derved, at det er det i sit væsen ukunstneriske menneske. Fordi det ikke har nogen anelse om musikkens dionysiske dyb, forvandler det musiknydelsen til lidenskabens forstandsmæssige ord- og toneretorik i stilo rappresentativo og til den virtuose sangs vellyst; fordi det ikke formår at skue nogen vision, tvinger det maskinisterne og dekorationskunstnerne til at tjene sig; fordi det ikke formår at fatte kunstnerens sande væsen, fremtryller det efter sin egen smag det ”kunstneriske urmenneske” for sig, dvs. det menneske, som i sin lidenskab synger og taler i vers. Det ukunstneriske menneske drømmer sig tilbage til en tid, hvor lidenskaben er tilstrækkelig til at frembringe sange og digte: som om affekten nogensinde har været i stand til at skabe noget kunstnerisk. Operaens forudsætning er en forkert tro angående den kunstneriske proces, nemlig den idylliske tro, at ethvert følende menneske egentlig er kunstner. Set i lyset af denne tro er operaen det kunstneriske udtryk for lægmandens ånd, som dikterer sine love med det teoretiske menneskes sorgløse optimisme. […] Operaens træk er altså på ingen måde mærket af et evigt tabs elegiske smerte, men snarere ef den evige genfindelses sorgløshed, den magelige lyst ved en idyllisk virkelighed, som man til enhver tid i det mindste kan forestille sig som virkelig: og måske aner man ikke engang, at denne indbildte virkelighed ikke er andet end noget fantastisk fjollet pjank, som enhver, der formår at sammenligne det med den sande naturs frygtelige alvor og de egentlige urscener i menneskehedens begyndelser, fuld af lede må tilråbe: vig bort, fantom! Alligevel ville man tage fejl, hvis man troede, at man kunne skræmme et sådant pjankende væsen, som operaen er, bort ved ganske enkelt at råbe kraftigt til det, som om det var et spøgelse. Den, der vil tilintetgøre operaen, må tage kampen op mod den alexandrinske sorgløshed, der udtrykker sig så naivt om sin yndlingsforestilling i operaen, ja, hvis egentlige kunstform er denne. Men hvad kan kunsten selv vente sig af en kunstform, hvis oprindelse overhovedet ikke ligger inden for det æstetiske område, men som snarere fra en halvt moralsk sfære har lusket sig ind på det kunstneriske domæne, og som kun nu og da kan få os til at glemme denne hybride tilblivelse? Af hvilke safter nærer dette parasitiske operavæsen sig, når det ikke er af den sande kunsts? Må det ikke formodes, at dette væsens idylliske forførelser, dets alexandrinske smigrende kunster får den højeste og virkelig alvorlige opgave for kunsten – at forløse øjet fra blikket ind i nattens gru og at redde subjektet fra viljesrørelsernes krampe gennem skinnets helende balsam – til at udarte til en tom og adspredende fornøjelsestendens?

VEED I INTET,
Madame, at der her i Ver-
den er en gehejm Societet,
som En kunde kalde for de
Melankoliskes Kompagnie?
Det er Folk, som fra Fød-
selen af er givne en anden
Natur og Beskaffelse, end
som Andre, de har et stør-
re Hjærte og fortere Blod,
de higer og attraar mere,
begjærer stærkere, og
deres Forlængsel er vild-
ere og mere brændendes,
end den er hos den geme-
ne Adelhob. De er fluks
som Søndagsbørn, deres
Øjne er mere aabne, alle
deres Sandser er subtil-
ere i deres Fornemmelser.
Livsens Glædskab og Lyst,
den drikker de med deres
Hjærterødder, imens de
Andre de kuns griber dem
med deres grove Hænder.

J.P. JACOBSEN

--------------------

« October 2017 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Tags