Smartlog v3 »
Opret egen blog | Næste blog »

ORD & SÆLSOMME SYNER

Varer & Penge - Penge

21. Mar 2013 21:16, De Melankoliskes Kompagnie

Hvis det er sandt, at ressourcerne i det frie marked - som af sig selv - finder deres optimale brug, og at alle individer måske nok er af forskellig beskaffenhed, men ikke desto mindre svarer for den samme "nytte", hvorfor er alle mennesker da ikke lige rige?

 

Fordi de i heri antages at have nytte efter deres portemonnæ. Filosofien går i ring.

Historieskrivning, 5

15. Mar 2013 18:42, De Melankoliskes Kompagnie

Den 4 Maj 1886 blev der ved et stort Folkemøde paa Chicago Høtorv af en usynlig Haand kastet en Dynamitbombe, som dræbte fem og saared to Politibetjente. De øvrige som kvæstedes ved samme Lejlighed, sattes af Autoriteterne straks ud af Betragtning. Ingen véd, hvem Gærningsmanden var; det kunde været en Hyrekusk, en Præst, en Kongresmand lige saa snart som en Anarkist. Under Retssagen var det — i forbigaaende sagt — nær bleven konstateret, at Bombekastningen var bleven arrangeret af selve Myndighederne ved en Politibetjent, for med ét slag at skabe en Anklagegrund mod de anarkistiske Førere. Imidlertid tog man simpelthen syv ledende Anarkister i Flæng for disse syv Offre for Bomben, og dømte fem af dem til Døden for de fem, som Bomben dræbte, og to af dem til livsvarigt Fængsel for de to, som Bomben blot saared. Øje for Øje! Tand for Tand! En praktisk og saare amerikansk Justits! Den ene af de hængte Anarkister, Parson, var ikke engang tilstede paa Høtorvet den Aften, Bomben blev kastet — „nej,” — svared man ham, „men er du ikke Anarkist?” — „Jo!” sagde Parson.

Saaledes møder de fri Amerikanere Idéer, de hænger dem. Og ikke før er de syv Idealister blevne kolde i deres Strikker, før den demokratiske Frihedsmob i det gamle Yankeeland rejser et Monument til Minde om den patriotiske Stordaad at hænge Idéer.

Lige saa haarde og ubøjelige som de amerikanske Love er overfor politiske Forbrydelser, lige saa milde og eftergivende er de overfor de raa Forbrydelser, de simple Bondesynder, som enhver durkdreven Farmer fra Prærien kan begaa. En Bekendt af mig er Udgiver af et Anarkistisk Blad — dette Blad nægter det anerikanske Postvæsen at besmitte sig med. I New York udkommer Police Gazette, det sjofleste Blad i Alverden, et Organ næsten udelukkende for Unionens kriminelle Skamløsheder, Mord, Hor, Voldtægt, Blodskam, Slagsmaal, Røveri, Svindel, udstyret ofte med liderlige Tegninger, trykt paa rosenrødt Papir — dette Blad besørger det amerikanske Postvæsen. Police Gazette har 60 Tusind Abonnenter, det findes i Hotellerne, i Barberstuerne, i Klubberne; det har Amerkanernes udelte Interesse.

Meditationer over døden, 1

6. Mar 2013 20:03, De Melankoliskes Kompagnie

»Var det – livet?« vil jeg sige til Døden. »Nuvel! En gang til!«
- F. Nietzsche, Således talte Zarathustra.

Det er dog den naturligste sag i verden, at et menneske gerne på sit dødsleje vil udgyde et par fyndige ord. Ja, det er sågar ikke ualmindeligt, at selv ganske unge mænd og kvinder i en indadvendt stund ser hele scenen for sig og grunder over den rette frasering og det mest rørende budskab.

Disse kan nu rangeres i fire grupper efter livskløgt. Nederst, i den mindst udviklede gruppe, finder vi de mange der vil sige: »Jeg blev lykkelig,« »Mine drømme skete fyldest,« blot og bart »Jeg fulgte mine drømme,« eller et eller andet fjerde midastrylleri, der med sin berøring vil gøre alt til guld.

På det næste stade har man indset, at dette dog må være enten forløjet og forlorent som ind i helvede, eller også en sygelig omgørelse af al lives mangfoldighed i én bedrøvende og pinefuld monotoni. Med guld kan man købe kvinder, jovist, men hvad er kvinder af guld? Med guld kan man købe æbler, javel, men hvem kan mætte sig i guldæbler? Altså vil man på dette stade sige: »Jeg blev tilfreds,« eller »jeg er tilfreds,« hvormed man jo ikke forlyver det slette bort, men dog bevarer løgnene og gulddrømmenes sødme.

På dødslejereplikkernes tredje trin vil man slet ikke vide af løgn. Her vil man, uden at sænke blikket, sige: »Tak for gode som for onde år.« Man takker for begge dele uden at lyve det ene om til det andet, eller det andet om til det første – heller ikke fordækt, som på trinnet under, ved at trække det slette fra det gode og nikke påskønnende af resultatet. Og man ønsker ikke at lyve sig æren for livet til, sådan som man gør på de to første stader med sit »Jeg…« Man takker ganske simpelt livet for dét det gav, var det så slet og flovt alt sammen.

Se, heri er dog både ærlighed og stolthed, og det ikke uden værd. Men der er også et drægtigt mål af resignation og sortsyn, som alligevel kunne gøre den forvekslelig med det første stade, blot i opgivelsens begmørke udgave. På dette trin har man slutteligt blot dét ene at støtte sig mod, at man dog har gjort den lange vej fra letsind til tungsind, og at der dog heri er en egen indsigt, en egen kløgt på livet også.

På de første tre stader vil man altså gøre op. Man vil samle hele livet som det var op i en rørende og veltalt frase. Det har de til fælles. Men på det fjerde og sidste plateau vil man sige med Nietzsche: »Var dét det? Så én gang til!« Her har man ikke glemt at liv må leves og derfor er man hverken sentimental, melankolsk eller resignerende. Man har det dog lidt endnu, så én gang til! Ikke gøre op, ikke lægge dødt på vægt. Sådan er den fjerde form for slutbemærkning til livet, som også er den største livskløgt.

Atheisme som Viden & Forsøg

2. Mar 2013 09:47, De Melankoliskes Kompagnie

De Mange, som benævner Atheismen blot en egen Religion – endda av den allermest snævrsynske Art –  begaar sig ikke alene slet udi Græsk. De udviser &saa – gerne polemisque – en overordentlig Holisme i Begreberne, hvor Modsætninger clasques sammen i Een stor Pærevælling. Tog man nu alle Werdens Farwer, ja saa udjorde de da sandtnok en utrolig Pamphlet, men gjorde det av den Grund Sort til en Farwe &saa ? Sort er dog netop det modsatte – en ikke-Farwe, alle Farwers Fravær ! Paa samme simple Viis : Religionen ender altid i sidste Ende med sit credo – »jeg tror«. Naar jeg med bævende Haand & ganske forsøgsviist herimod stiller Atheistens scio – »jeg veed« –, da er det næppe Naturmekanikkens Aandløse Falcificisme, jeg render i Brechen for. Den Sag er vel ikke den mest accutte i Vor Tiid, endskjøndt den har sin Værdighed at forsvare &saa, om det atter skulde komme saa vidt. Nej, det er netop den aandelige Varheds Contrafactisme, der foresvæver mig : begribeliggør en Religiøse t.Ex., at hun »mærker vor Herres Nærvær«, eller dette eller hint andet Paafund, da noterer Atheisten (i hvert Fald den aandelige av Slaksen) sig netop ordet mærker – saa Fanden tage Resten. Se, det er nu netop paa dette Punct, Atheisten sætter ind. Han nægter Ingenlunde Følelsen. Hans grove Fornermelse, hans saakaldte »Religion« bestaar netop i, at han benævner det hele Hurlumhej med dette Begreb – »Følelse« – ikke »Tro«. Heri skal overhovedet ikke ses et Forsøg paa at forklejne Sagen – tværtom ! I Modsætning til visse av tidligere Tiders Aandløse Falcificister forstaar den sunde Atheist netop, at han veed sin Følelse, veed sine Tanker¸ veed deres uendelige, deres rentudsagt fantastisque Mulighedsrum. Den sunde Atheist dyrker dette Rum – ikke som Tro, men som Viden & Forsøg. Se nu blot, heri ligger jo hele Forskellen mellem Sort & alle Werdens Farwer (som man snurrigt kunne sammenfatte »Hviid«) : Sort er alle Farwers Fravalg, Hviid alle Farwers Tilvalg. Atheisten vælger ikke Troen til. Atheisten vælger Troen fra. Disse to Gerninger – Troens Fravalg & Tilvalg, der ingenlunde er det samme – er i Grunden Atheistens, & herav udspringer alle hans andre Fravalg & Tilvalg. Nu kunde Een & Anden Wittig Sjuft kanske tænke sig at gøre Lyst over Valget av Metaphor : »Ja, Atheisten er rigtignok sort !«, bræger han. Men herved sætter han blot sin ringe Evne til at concentrere Tankens Kraft i Museumsmontre for Enhver at betragte. For i Atheistens »Sort« laa netop dette : Varhed & Forsøg. Jovist, Atheisten frasiger sig hele Religiøsitetens Prisme av skrappe Farwer. Men idet han lukker Øynene for Helgenbilledernes Guld & Kongerød opstaar der netop en indre Werden av egen Rigdom & Mangfold. Det er dén, Atheisten dyrker som Viden & Forsøg. Se blot, naar han igen aabner Blicket straaler al Werdens Glands ham imøde med ny Lyst, ny Prisme & nyt Liiv. Ikke i normativ Dom, men i analytisque Forstand, er Atheisten rettelig »Sort«.

Historieskrivning, 4

28. Feb 2013 20:13, De Melankoliskes Kompagnie

Eftersom samfundet er menneskets værk, må videnskaben ikke gøre falsificerbare, men kontrafaktiske teser om det.

Gastronomi, § VI

19. Jan 2013 19:11, De Melankoliskes Kompagnie

 Om den rette Tilberedelse af Thé

Der anvendes kun Chinesiske Vaarskud av Camellia sinensis. Ingen modne Blomster, ingen Blade, ingen Stilke, ingen Tilsætning eller Erstatning. Disse indtørres til en Fugtighed paa 9-10 % og kan herefter opbevares i op til Humidor i 3-4 Mdr. Opvarm det avkalkede Vand til 76º. Fremdrag først Théen av Humidoren i sidste Øieblik, da Essenserne ellers vil gaa tabt. Sluk Blusset og pøs den tørrede Flora i. Det er sløset, hvis ikke barbarisk, at benytte Théposer, Théægg, e.a. Ræmedier, der cunstigt indelukker Théen for at slippe med det ½ Besvær. Den maa absolut være fritflydende i Vandet. Lad nu Mixturen trække i det av Qualificerede Folk anførte Minuttal, førend Théen decanteres gennem et fintmasket Sold eller et Klæde over i en hertil opvarmet Canne, hvorpaa den serveres i akvarelbemalet Fajance til uforsødede Kager anrettet paa Platter med passende motiv av t.Ex. Chineserier eller Drageannekdoter.

Gastronomi, § V

21. Dec 2012 22:50, De Melankoliskes Kompagnie

Frit efter Emmanuelle Pireyre

I disse chinesiske Restauranter, hvor man faar fri Menu til fast Prix, sidder man aldrig tilstrækkeligt længe til Bords for en sammenhængende Passiar. Det kommer sig derav, at samtlige Platter, fra Hors d’Œuvre til Dessert, er paa Anretterbord, hvorfor man, hver Gang man har opspist et eller andet, tager sin Tallerken, rejser sig, bevæger sig mod Buffeten, hvor de tilberedte Retter staar til Raadighed. Man kan smage alt og blande alt, Forretter, Kød i Saacer, Desserter. Det synes et Forsøg paa Utopie, en ny social Orden, avprøvet her paa lille Scala av Chineserne : enhver formaar ifølge sin Appettit til samme Prix, Hvermand spiser efter sin Sult og ifølge sin Smag. Saaledes er den lille Brist eller den store Qualitet i deres Opfindelse, at ingen Samtale kan udvikles : i saadanne Restauranter faar De ikke et Secund til at disputere over Kivsmaal, De udvexler slet og ret et Par Bemærkninger gaaende, idet De krydser et velkjendt Ansigt.

Vivre ou raconter

19. Dec 2012 19:55, De Melankoliskes Kompagnie

Kunstnerne er ikke mennesker af stor lidenskab, hvad de så end måtte bilde sig og os ind. Og det af to grunde: de mangler skam for sig selv ( de betragter sig selv mens de lever; de belurer sig selv, de er for nysgerrige) og de mangler også blufærdighed over for de store lidenskaber (dem udbytter de som artister). For det andet misunder deres vampyr, deres talent, dem for det meste en sådan bortøden af kraft, som kaldes lidenskab. - Med et talent er man også sit talents offer: man lever under sit talents vampyri.

Millenarisme

12. Dec 2012 21:21, De Melankoliskes Kompagnie

Contouren til en Vanskiæbne

11. Dec 2012 21:36, De Melankoliskes Kompagnie

Naar alle Verdens Religioner har sluttet Fred, da er der endnu Een som forfølges til Døden: Atheisten.

VEED I INTET,
Madame, at der her i Ver-
den er en gehejm Societet,
som En kunde kalde for de
Melankoliskes Kompagnie?
Det er Folk, som fra Fød-
selen af er givne en anden
Natur og Beskaffelse, end
som Andre, de har et stør-
re Hjærte og fortere Blod,
de higer og attraar mere,
begjærer stærkere, og
deres Forlængsel er vild-
ere og mere brændendes,
end den er hos den geme-
ne Adelhob. De er fluks
som Søndagsbørn, deres
Øjne er mere aabne, alle
deres Sandser er subtil-
ere i deres Fornemmelser.
Livsens Glædskab og Lyst,
den drikker de med deres
Hjærterødder, imens de
Andre de kuns griber dem
med deres grove Hænder.

J.P. JACOBSEN

--------------------

« November 2017 »
MTWTFSS
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930 

Tags