Poetikkernes Skæbnebog, § 1
7. jan 2012 17:59, De Melankoliskes Kompagnie
Først når en af disse intelligente, en af disse dannede og synske forfattere får kvalme og begynder at hade den verserende avantgardes tænkning in absurdum, dvs. tænkning til nonsens, den forherligelse af varen uden indhold, produktionen uden indhold, sproget uden indhold, prosaen og lyrikken uden indhold, hvormed man mener at sætte alt indhold frit, vil litteraturen kunne generobre sin hæderlige natur.
Hermed ikke endnu et forsøg på at vende alting på hovedet igen-igen som led i den evige hurrenvind af hyperabstrakter og fyndløse vagheder, studentikositetens markør, essensen af mangel på dannelse – dette vokabular af chikheder, upåklageligt i overensstemmelse med obskurantismen man advokerer, hvoraf man syllogerer sig til tyrkertro på implosionspoesi og/eller volds-Entlösung: Massen, Singulariteten, Overfladen, Faderen og SYSTEMET. »I am a little bit confused, Mr…, by your application of the concept of…«.
Nej, tværtimod: hermed en opgivelse af enhver tanke om sproget som verdens balancevægt, og med beklemmelsen ved at også bøger sælges, at også sproget begrænser et cetera. Det er ikke væsentligt! Først når forfatteren tør tage denne præmis helt ind i sit hjerte og i sit øje, vil han kunne gøre, hvad litteraturen altid har kunnet gøre: udstille sine embedsbrødre og andres ridicule, deres selvhøjtideligheds absurditeter, og disse absurditeters gordiske forbund. Litteraturens eneste eksistensberettigelse er, at stille til skue. Og at gøre det, som man har sagt, »ved at tale om verden, som om den ikke talte om den«, ved sin form, som løgnehistorie og fiktion, som objektivering af indre og ydre liv.
Absurditeten er så meget desto større, som den dominerende litterære ideologi baserer sig på marxismens seneste knopskydninger. Hvordan kan man undgå at se, at med forslaget man i flok har givet kampråbets klang – at undslippe kapitalen og fascismen ved at nedlægge arbejdet, eller rettere, at tømme det litterære arbejde for enhver værdi – har man blot gentaget det, revolutionære myoper sang ved kapitalismekritikkens vugge: »ødelæg maskinerne og red arbejderen!« Også de gik fejl af kritikkens substans. Problemet er ikke værdi, problemet er ikke produktion, problemet er ikke system. Det er blindhed, at værdier, produktion og system ikke stilles til skue for enhver at se, men allerhøjest for dem, hvem sprogligt kaos og kollaps bibringer et uinteresseret æstetisk behag, behaget ved at mærke alle abstraktionens paradokser, alle den skolastiske tænknings pandekvaler forsvinde som dug for solen. »Emancipatorisk potentiale«? Nej, red os fra de kantianske hobe!
